HVORFOR ER SKAM SÅ DRITTKUL?

Antropologernes blik på SKAM

Skam er en af tidens helt store serier skrevet og instrueret af Julie Andem. Norge har virkelig markeret sig med en nordisk netdramaserie, der fanger en bred målgruppe af seere på tværs af alder og landegrænser. Det er serien, der får os alle til at drømme os tilbage til gymnasietiden – en tid der for mange var fyldt med usikkerhed, identitetsdannelse og et hav af førstegangsoplevelser.

En ekstraordinær virkeliggørelse af seriens karakterer 

Hos Antropologerne er vi altid optaget af, hvilke tendenser der rører sig, og vi har derfor valgt at dykke ned i SKAM’s univers. Skam er ikke blot titlen på NRKs hitserie, men også en følelse mange kan nikke genkendende til. Skamfølelse opstår, når et menneske føler sig uelskelig, forkert eller ekskluderet og når centrale værdier i samfundet bliver truet. Skam er spændende begreb, der findes i alle samfund og er forskellig fra det enkelte individ og kultur. Serien SKAM byder os velkommen ind i forståelsen af norske teenageres følelse af skam og fremhæver alt det, vi ikke poster på de sociale medier.

skam_2

Vi har bedt vores senioretnolog og projektchef Gitte Mikkelsen om at komme med bud på, hvorfor SKAM er så ’drittkul’, og Gitte ser flere årsager til SKAMs popularitet blandt andet seriens format:

”For det første skiller SKAM sig ud, ved måden serien er lanceret på. Hver dag udgives små klip på SKAMs hjemmeside – en konstant teaser vi kender fra julekalendere og soap operas, dog brudt ned i endnu mindre bidder, man ikke ved hvornår lanceres. Og ikke nok med at formen for udgivelsen er anderledes, SKAM figurerer også på flere forskellige platforme: tv, hjemmeside, facebook og instagram. At hver karakter har deres egen instagramprofil, tilfører en ekstra og helt særlig dimension. Man er inviteret ’behind the scenes’ og får som seer følelsen af, at karakterne er virkelige, at det lige så godt kunne være ens venner, hvilket er med til at skabe en ekstraordinær virkeliggørelse af seriens karakterer og handling.”

Vi husker alle vores første forelskelse  

Det er ikke kun seriens format, der fanger seeren. Gitte Mikkelsen ser tydelige mønstre i måden, hvorpå seriens fokus og indhold er fængende på:

”For det andet taler seriens indhold ikke bare til teenagere men i lige så høj grad til folk i 20erne og 30erne – vi har alle været der. Vi kan alle huske vores første kys, vores første forelskelse, vores første kærestesorg, den første gang vi smagte en øl (og den første gang vi fik ALT for mange!). Men også det komplicerede venskab, den nyopdagede seksualitet og forholdet til forældrene på godt og ondt. SKAM indeholder tidløse emner, alle kan relatere til, hvilket er grunden til seriens brede målgruppe og popularitet.”

skam_3

En pendant til Beverly Hills 90210

“Men selvfølgelig er serien også tidsspecifik i dens skildring af fx hævnporno og unges brug af sociale medier. Vi har at gøre med en serie, der taler i øjenhøjde til teenageren om deres liv her og nu og skildrer en hverdag, der kunne være ens egen. Hvem vil ikke gerne være den super-trendy og lækre Noora med hendes røde læber, lyse pagehår og højtaljede cowboybukser? Man kan se SKAM som en pendant til 90’ernes store ungdomsserie Beverly Hills 90210; vi har de tidløse emner, forbilleder, mode og aktualitet kogt ind i et sammensurium af følelser, intriger og glæder.”

Indhold og form går hånd i hånd

SKAM er altså på mange måder et interessant eksempel på en inddragende, levende og anderledes måde at levere form og indhold – hvilket netop er det vi hos Antropologerne arbejder med. Vi forholder os til mennesker og adfærd, og vi tænker i formgivning og tilgange, der fænger tiltænkte målgrupper. SKAM er en serie, hvor indhold og form går hånd i hånd, og hvor især formen er nytænkende og udfordrende!

Serien giver anledning til at være sammen, til at dele nostalgien omkring de tidløse, klassiske teenage-dilemmaer. Gitte Mikkelsen så selv præmieren på sæson 3 med fem af sine venner i 20erne og 30erne, der alle i fællesskab kunne nikke genkendende til seriens skildring af skamfyldte emner, hvilket gav anledning til italesættelse af egne tabubelagte oplevelser.

Du kan selv streame SKAM på NRK’s hjemmeside – vælg norske undertekster, hvis du vil se med. Vi er i hvert fald flere herinde hos Antropologerne, der glæder os ‘jævlig’ til næste afsnit af SKAM!

 

Tekst Ida Albek 

 

Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn