RÅDGIVER, DETEKTIV ELLER SEXOLOG?

Hvilken rolle spiller konsulenten eller konsulenthuset i dag?

Antropologerne deltog onsdag d. 5. oktober i Dansk Erhvervs Rådgiverdagen 2016, hvor den første keynote understregede, at man som designbureau og samarbejdspartner mest af alt ligner en sexolog.

Sexologen…

Sexolog fordi ens rolle er taktfuldt at spørge ind til, hvad kunden står for, hvordan kunden fungerer og trives, hvad kunden vil, kan lide og brænder for. For således at kunne rykke kunden tættere på sin partner (altså brugeren, forbrugeren). Og sikre, at tilgangen til denne ikke må nøjes med at være ‘human proof’ men derimod skal være ‘human shaped’. Være formet til at kunne virke i en levet kontekst, blandt levende mennesker med menneskekroppe og rigtige hele menneskeliv. Human shaped.

konsulentrollen_ii

Detektiven…

Vi læste tidligere på ugen, hvordan vores engelske kollega Dr. John Curran mener, at vi konsulenter, der bruger etnografiske metoder, skal turde fortolke, udsige hypoteser og investigere sammen med kunden. Han taler om hunches. Hunchnovation, er hans lidt tekniske udtryk for innovationsarbejde og for en rådgiver, der ikke blot serverer død data men som arbejder med den, aktiverer den og vil videre, længere.

Rådgiveren…

Vi giver altid råd, men ikke rådgivning baseret på udregninger, excelark og ensartede modeller. Vi indsamler mangfoldig data (empiri), vi analyserer, syntetiserer, udsiger noget, som vi dernæst bruger sammen med kunden til at nå og få relationer til brugerne – der naturligvis er human shaped. Og levende. Som har en kontekst og en kultur, de er del af.

Citatet…

“I want insight and guidance – fewer facts, more advice and leadership.” – siger Simon Woodroffe fra Yo Sushi Founder i den fine artikel af John Curran, som du kan læse her.

Pointen…

Man skal turde og kunne oversætte viden og erfaring fra et domæne til et andet, pointerede antropologen Rane Willerslev som afsluttede Rådgiverdagen 2016 på Børsen. Rane vil have os til at gøre op med uddannelsessystemet og samfundets korrekthedskultur. Selv har han som direktør på et museum i Norge overlevet og lykkes ved at bruge indsigt fra jægersamfund i Sibirien og en gammel slægtskabsmodel fra antropologien til at kortlægge magtstrukturer og omvende medarbejdere.

Hvad gør du, og hvordan er du aktiv som rådgiver?

 

Tekst Rikke Ulk 

Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn