ØGET FREMMØDE

Jobcentrene i Danmark oplever, at mange ledige udebliver fra diverse samtaler, hvilket resulterer i spildtid, økonomiske sanktioner og tab for begge parter og frustration blandt medarbejderne i jobcentrene og de borgere, der ikke kommer. Hvorfor kommer de ikke? Hvordan oplever de ledige borgere den service, hjælp og de tilbud, de får af systemet? Og hvad med de krav der stilles? Hvordan kan man indrette sig og motivere dem til at deltage i de pålagte aktiviteter, baseret på deres forskellige, reelle og oplevede behov?
antropologerne.com udførte brugerundersøgelser af 32 unge kontanthjælpsmodtagere med udeblivelsesproblemer og gik i dybden med 9 af disse borgere. Vi lærte at fremmøde handler om møder: At møde op, at blive mødt, at holde møde og at møde op igen. Og vi så mange uhensigtsmæssigheder på borgernes rejse gennem systemet. Årsagerne til udeblivelse hænger sammen med forhold som fejlinformation, flovhed, glemsomhed, protest, forventning om forhandling, postgange, forvirring ved mødet og manglende forståelse af forløb og manglende struktur i borgernes øvrige liv og hverdag. Vi udviklede en ny prototype på en værtsfunktion, som blev testet af medarbejdere og brugere og modellen blev afleveret i et Service Blueprint klar til implementering på Jobcenter København Skelbækgade.